|

-

// Teater

På Teaterværkstedet kan du lære:

  • at arbejde i teams
  • at lave semiprofessionelle teaterproduktioner
  • at arbejde med teknikker inden for skuespil, figurarbejde, improvisation, tekstarbejde, stemmetræning, dans og stunt
  • koncentration, disciplin og humor
  • at styrke dit selvværd og din selvtillid

Udgangspunktet på teaterværkstedet er dig og din kunnen, erfaringer og lyst til at arbejde med teater.

Du skal ikke nødvendigvis ville være skuespiller for at være elev på teaterværkstedet. I arbejdet får du nogle muligheder, du kan bruge senere i dit liv i mødet med andre mennesker f.eks. ved jobsøgning.

Vi producerer forestillinger i forskellige genrer. Nogle forestillinger tager aktuelle emner i ungdomskulturen alvorligt, og her er du og din mening uundværlig. Andre forestillinger henvender sig til børn.

Alle forestillinger bliver produceret som turneforestillinger og bliver solgt til både private og offentlige organisationer. Vi tager altid ud og spiller for publikum, når vi har produceret en forestilling. Vi opfører 30-40 forestillinger pr. produktion.

Vi har et stort netværk, og vi samarbejder med andre teaterinstitutioner.

På Teater-værkstedet bliver der produceret to årlige teaterforestillinger. Produktionsforholdene er nærmest professionelle, og forestillingerne vises for et betalende publikum. Derfor er læringsmiljøet autentisk.

Den ene årlige forestilling henvender sig til unge og voksne, den anden er en børneforestilling. Eleverne opfører hver forestilling 30-40 gange. Holdet arbejder hele tiden hen mod en produktion.

“Men inden da er der altid en periode, hvor vi arbejder med, hvad der er i værktøjskassen. Vi udforsker, hvad skuespil er. Vi angriber det med en masse improvisation. Og eleverne får på skift instruktøropgaver, så de kan prøve, hvordan man får en ide, man har inde i hovedet, og som man selv synes er genial, udført til noget, som andre også synes er genialt,” forklarer teaterfaglærer Kramer Madsen.

Ud over de to forestillinger, hvoraf den ene produceres sammen med skolens Musik-værksted, ligger der forskellige opgaver i løbet af året, som eleverne skal løse.

Frø og kanin
En af opgaverne er, at Teater-holdet er kanin og frø i Tivoli Friheden hver weekend i tivolisæsonen. To elever tager dragter på og går rundt i tivoli og spreder glæde og god stemning blandt børnene bl.a. ved at uddele knus.

“Det er en rigtig god opgave, som eleverne skiftes til. Og når de er kommet godt i gang, er det faktisk et selvkørende projekt, for eleverne er mega pligtopfyldende og glade for at tage derud,” fortæller Kramer Madsen.

Et andet årligt tilbagevendende projekt er deltagelse i det traditionelle kræmmermarked på Tangkrogen i Aarhus, som finder sted i Kristi himmelfarts-ferien. Her opfører Teater-holdet sin børneforestilling.

Barn til barn
Og endelig er der det kæmpestore Barn til barn-projektet, som eleverne bruger al deres tid på efter Kristi himmelfart og til sommerferien. Barn til barn er Århus Produktionsskoles egen velgørende organisation.

Organisationen er opstået på baggrund af en ide fra teaterfaglæreren. Derfor er det helt naturligt, at hans værksted lægger rigtigt mange kræfter i projektet. Og det er også naturligt, at Teater-holdet spiller en særlig rolle i udførelsen af projektet bl.a. ved at opføre børneteaterforestillingen på scenen i Tivoli Friheden i uge 27, hvor indsamlingen kulminerer.

Barn til barn støtter hvert år et særligt projekt for børn og unge i et andet land med penge og effekter. I 2011 støttede Barn til barn gadebørn i Kirgisistan. I 2010 var det en cirkusskole for børn i Afghanistan. I 2012 socialt udsatte børn og deres værested Børn- og Ungehuset Mælkebøtten i Nuuk i Grønland.

Teamspirit
Det er med andre ord et afvekslende program, eleverne på Teater-holdet kommer igennem i løbet af et år. Produktionen på værkstedet peger i retning af uddannelse, men ikke nødvendigvis en skuespilleruddannelse.

“Der er næsten ingen af eleverne her, der ender med at blive skuespillere. Der er simpelthen ikke ret mange muligheder for at blive det. Men det er heller ikke nødvendigvis det, eleverne vil være. Der er rigtigt mange forskellige grunde til, at eleverne vælger Teater-værkstedet,” pointerer Kramer Madsen og fortsætter:

“Nogle har selvfølgelig lyst til at prøve skuespillet af, men nogle kommer her også, simpelthen fordi de er generte og gerne vil flytte deres generthed.”

De fleste teaterelever går videre i en ungdomsuddannelse, når de forlader produktionsskolen.

“Mange vælger noget bogligt, f.eks. hf. Og det, de har med herfra, er bl.a., at de lærer at sætte sig ind i, hvad det vil sige at være en del af en gruppe. De oplever, at de er afhængige af hinanden. De udvikler deres teamspirit,” understreger faglæreren.

Stjernenykker
Han arbejder med ansvarlighed og motivation bl.a. ved sidemandsoplæring.

“Hvis vi f.eks. er midt i en produktion eller i en spilleperiode, og vi bliver udsat for sygdom, eller at en elev forlader skolen, så er det de elever, der spiller sammen med vedkommende, der giver rollen videre til en ny skuespiller. De giver den videre, som den lå. Jeg går ikke ind og instruerer igen. Det fungerer rigtig godt og er virkelig noget, der får ansvaret frem hos eleverne,” slår Kramer Madsen fast.

At teater er et arbejde som alt andet, bliver tydeligt, netop når en elev overtager en rolle fra en anden elev.

“Der er ikke plads til stjernenykker på Teater-værkstedet. Ingen er bedre end de andre. Man skal ikke tro, at man er uundværlig, fordi man får en stor rolle. Alt kan dubleres. Den vished er med til, at de holder hinanden på jorden samtidig med, at de ved, hvor vigtig ens rolle er for helheden, og at det derfor ikke er ligegyldigt, om de møder op eller ej.”

Kramer Madsen fremhæver det professionelle arbejdsrum som direkte motiverende.

“Når vi er på arbejde, er vi på arbejde. Inde i teatersalen taler vi ikke om ting, der går os på, om eventuelle diagnoser og andre private ting. Vi har i stedet fokus på at komme hver dag, komme til tiden, være en del af gruppen og arbejde. På den måde lægger jeg ansvar ud til dem, og det oplever jeg som en del af motivationen,” forklarer faglæreren.

Se en video om Teater-værkstedet.

Læs om forestillingen Dyr - Moderne Fabelfortællinger fra foråret 2015

Læs om forestillingen Abracadabra fra foråret 2012.

// Flere teaternyheder...

23.03.2018

OMG - Teater besøger Århus Produktionsskole

OMG - en forestilling om kærlighed og andre katastrofer. Det talentfulde aarhusianske teater Opgang2 gæster Århus Produktionsskole - blot 3 uger efter premieren på Aarhus Teater.

Kategori: Teater, Samarbejder

20.12.2017

Opstart 2018

Opstart og intro 2018 på Aarhus produktionsskole, Katrinebjergvej 113 D, 8200 Aarhus N:

Kategori: Metalværksted, Træværksted, Teater, Potemkin Foto, Grafisk, Film, Musik, Klar Parat Start - KPS, Spisehuset, Medarbejdere

09.11.2017

Elever og byrådskandidater mødtes til vælgermøde på skolen

Elever blev rustet til det forestående kommunalvalg, da der blev holdt vælgermøde på skolen torsdag eftermiddag. Som noget nyt skulle eleverne rundt og tale med byrådskandidaterne efter den fælles debat.

Kategori: Samarbejder, Metalværksted, Træværksted, Teater, Potemkin Foto, Film, Grafisk, Musik, Klar Parat Start - KPS, Reception

03.08.2017

Nu går vi i gang!

Opstart af forskellige hold på skolen: Se dine tider her.

Kategori: Modtagelsesklasse, Byggepladsen, Dansk og Matematik, Grønt Værksted, Potemkin Dox, F16, Reception, Spisehuset, Klar Parat Start - KPS, Musik

06.07.2017

Barn til barn løbet 2017 på Godsbanen i Aarhus

Barn til Barn løbet blev en stor succes i år

Kategori: Teater, F16, Spisehuset, Samarbejder

Viser nyheder fra 1 til 5 ud af i alt 17
<< Første < Forrige 1-5 6-10 11-15 16-17 Næste > Sidste >>

Faglærer
Kramer Madsen
kramer.madsen@aaps.dk
4190 3668

 

-